Familieliv

Jeg er gift med Verner, som jeg har boet sammen med siden 1997. Verner har en baggrund som civilingeniør og HD(O) - og vi lærte hinanden at kende ved Fyns Amt. 


Verner har været min utrættelige løbetræner, siden den gang hvor han ofte løb meget langt. Uden ham, var jeg aldrig kommet til at tilbagelægge en halvmarathon. Og faktisk har jeg endda løbet de godt 21 km hele to gange i mit liv til Nationalpark Thy Marathon.


Verner tager dog også gerne med mig på tur ud i naturen i langsommere tempo med vandreskoene på - i Danmark eller på vores rejser. På billedet her, er han ude at vandre nord for Lodbjerg Fyr ad den gamle Redningsvej i Nationalpark Thy. 

Vores hus

Haven omkring huset er til den vilde side - med permakultur som frugttræer, brændenælder og skvalderkål. Der er dog et par bede - et med bregner, som jeg har et helt forhold til, og et med krydderurter. Det er særligt, når man elsker at lave mad, at purløg, timian, salvie og rosmarin kan hentes få meter væk. Og så er der blomstrende træer, hvis blomster giver smag til lækre kombuchaer (fx mirabelle og hvidtjørn). 

Vi bor i et aktiv-hus lidt uden for Faddersbøl på kanten af Nationalpark Thy. Huset producerer således mere energi fra de solceller, der ligger på tagets sydside, end der bruges i alt til jordvarme, varmt vand, lys, samt til husholdningen i øvrigt.


Huset blev bygget i 2011 af lokale håndværkere i Thy med Skinnerup Tømrer & Snedker som totalentreprenør. Det er bygget ud fra en filosofi om, at det ikke er raketvidenskab at bygge et hus, og at der er ganske mange kendte teknologier, der kunne bruges af en håndværksmester. Det er bygget på et træskelet med PIR-skum og en skalmur i tegl fra Helligsø Teglværk. 


Med sådan et hus, følger man naturligt også med i energiforbruget. Vores samlede forbrug (inklusiv varme) i gennemsnit over årene har været på ca. 2.700 kWt. Solcellerne har i snit produceret 4.600 kWt, så de første mange år solgte vi strøm - netto 1.900 kWt/år. 


Siden foråret 2019 er der dog gået lidt sport i at lade strømmen direkte over i vores Tesla 3 på en solskinsdag, når den holder i den carport, vi selv har bygget. De 1.900 kWt, vi tidligere solgte, kan man køre ca. 10.000 km på! Og når man sjældent får mere end 20 øre/kWt, for den strøm, man sælger, er det billige km at køre. 


Isfjorden, Grønland, 2024
Isfjorden, Grønland, 2024
Oqaatsut, Grønland, 2024
Oqaatsut, Grønland, 2024
Svinkløv Badehotel, forår 2024
Svinkløv Badehotel, forår 2024
Vandretur med Oh so Quiet nær Lildstrand, 2023
Vandretur med Oh so Quiet nær Lildstrand, 2023
Carl von Linnés hjem i botanisk have i Uppsala, 2022
Carl von Linnés hjem i botanisk have i Uppsala, 2022
Med kabelbanen ved Mont Blanc sammen med Aino og Casper
Med kabelbanen ved Mont Blanc sammen med Aino og Casper
Med kabelbanen i Alperne til Mont Blanc og Italien, 2022
Med kabelbanen i Alperne til Mont Blanc og Italien, 2022
Med min veninde Aino i Jura-bjergene, 2022
Med min veninde Aino i Jura-bjergene, 2022
Gjendesøen, Jotunheimen i Norge 2022
Gjendesøen, Jotunheimen i Norge 2022
Persillebregne ved Haukeliseter Fjellstue i Norge, 2022
Persillebregne ved Haukeliseter Fjellstue i Norge, 2022
Trollheimen Nationalpark, Norge, 2022
Trollheimen Nationalpark, Norge, 2022

Rejser

Første gang jeg satte mig i et fly, var i 1991, da jeg tog på rygsækrejse med min veninde Aino i 5 måneder i Latin-amerika. Vi rejste sammen med de lokale i bus fra Mexico til Costa Rica. Det gav mange uforglemmelige minder. Sprogskole i Quetzaltenango i Guatemala gjorde, at vi hurtigt kunne klare os på spansk. Vi sluttede af med feltarbejde i tågeskovene i Andes-bjergene i Ecuador til et biologisk projektarbejde på kandidatuddannelsen på Aarhus Universitet.


Jeg vendte i 1993 tilbage til Ecuador for at lave feltarbejde til mit speciale. Også det, har givet mange minder - og kompetencer fx også at skifte hjul på en bil, lappe ledninger sammen, når den gamle landrover, jeg havde lånt, ikke kunne starte, og meget mere. Jeg havde dog altid andre med på tur, hvad enten det var danske studerende eller studerende på Pontificia Universidad Catolica de Ecuador, som Aarhus Universitet samarbejdede med som led i et DANIDA-støttet projekt til kapacitets-opbygning.

Efter jeg fandt sammen med Verner, var vi i 1999 i Ecuador på en lang ferie, hvor han kunne få "mine" bregner i Andesbjergene at se ved selvsyn og få indtryk af et land, der havde givet mig så mange oplevelser. Den gamle drøm, som mange biologer nok har, om at se Galapagos gik så her i opfyldelse. Billedet her er af en af de store landlevende leguaner, som bor på nogle af øerne - og træerne er kaktustræer. Her har Darwin gået rundt og undret sig. Det kan man godt forstå! 


Siden har jeg genbesøgt nogle af de mellemamerikanske lande i tilknytning til Governing Board møder i Global Biodiversity Information Facility (GBIF) i Costa Rica og Mexico. Der er så mange smukke steder i Latinamerika, stadig meget uspoleret natur og mange utroligt søde mennesker. Men desværre er fattigdom, narko og vold blevet det, man mest hører om fra den del af Verden.


Sammen med Verner har jeg desuden haft fornøjelsen af at rejse rundt til en række andre eksotiske steder: Australien, Japan, New Zealand, Sydafrika og Botswana - på ferie i tilknytning til GBIF-møder, der gik på skift mellem medlemslandene.


Både før og siden har vi haft mange dejlige rejser i Europa: Frankrig, Italien, Spanien, Polen, Tyskland, Belgien, Schweiz - og ikke mindst Norge og Sverige gentagende gange. Men også Danmark er blevet udforsket på adskillige ture - især mange skønne øer.